Forside: Kunder > Cases > Grossister > Brødrene Dahl leverer varen
02-01-2007
Brødrene Dahl er Danmarks førende grossist inden for VVS, entreprenør og industri. Som grossist er deres primære opgave at håndtere den fysiske varestrøm fra leverandør til kunde, så effektivt som muligt. Med mere end 50.000 varenumre og 10.000 aktive kunder – fra den lokale håndværker til staten – er det en kompleks forretning. Virksomheden gør det godt, kvalitets- og servicegraden ligger på et meget højt niveau. Men der er altid plads til forbedringer. Derfor gik Brødrene Dahl i 2005 i gang med en gennemgribende omstrukturering af logistikken.
Når Brødrene Dahl i 2007 indfører en ny logistikstruktur, sker det primært for at øge kvaliteten af servicen over for kunderne. Der er nemlig kun én ting, der tæller for Brødrene Dahl, og det er at levere varen. Det kommer til udtryk i løftet til kunderne: Bestil inden klokken 17:00, så har du varerne tidligt næste morgen. Det er dog lettere sagt end gjort, når man lagerfører mere end 50.000 produkter og leverer til mere end 10.000 kunder over hele landet.
Grossister har almindeligvis færre parametre at justere på end andre virksomheder. Værditilvæksten i grossistledet ligger i viden om, hvad kunderne efterspørger, samt evnen til at fremskaffe og levere den rigtige vare til den ønskede tid og på det sted, kunden ønsker.
Direktør hos Brødrene Dahl, Jesper Svendsen, forklarer det meget kontant: ”Kundeservicekvalitet og omkostningseffektivitet er to af de mest kritiske faktorer i vores forretning. Begge bliver påvirket af logistikstrukturen. En ting er, at vi er den førende grossist på markedet i dag, men vi er fast besluttet på også at være det i morgen. Det kræver, at vores logistikstruktur er den bedste og mest omkostningseffektive. Det var den til dels, men to-lager strukturen blev mindre og mindre rentabel efter Storebæltsbroen blev bygget. Samtidig er det ikke optimalt med to centrallagre og to adskilte vareflows, som gør det svært at sikre kunderne en ensartet høj servicekvalitet over hele landet. Vi besluttede på den baggrund at sammenlægge centrallagrene og redesigne vores logistikstruktur. Det var med det for øje, at vi kontaktede Langebæk i 2005.”
En sammenlægning er ikke kun et spørgsmål om at lukke et af lagrene ned og udvide det andet. Den ændrer ved de fundamentale forudsætninger for den eksisterende logistikstruktur – de statiske og dynamiske kapacitetsbehov, lagerindretningen, vareflowet, den interne logistik og distributionen – der skal optimeres i sammenhæng og ikke hver for sig. Derfor foretog Langebæk indledningsvis en omfattende dataanalyse, der belyste de enorme vareflows, som Brødrene Dahls eksisterende logistikstruktur medførte, herunder lagerbeholdninger, omsætningshastigheder, sæsonudsving m.m. helt ned på de enkelte varenumre, fra rørtænger til kloakrør.
”Helt grundlæggende skal vi være i stand til at håndtere mange forskellige produkter med den logistikstruktur, vi nu engang har,” siger Jesper Svendsen. ”De store forskelle mellem produkterne stiller således krav til lagerindretningen. Derudover er der forskelle i salgsvolumen og omsætningshastigheder på produkterne, som både har betydning for lagerindretningen, den interne logistik og distributionen. Produkternes vægt og størrelse er også begrænsende i forhold til distributionen. Og det siger også noget om betydningen af den geografiske placering af lagre og distributionsterminaler, der på sin vis bestemmer, hvor sent vi kan tillade os at være færdige med ordreekspeditionen, hvis vi skal nå at levere varerne. Indtil i år har vi haft lagre i Randers og Brøndby, begge med tilknyttede distributionsterminaler samt større terminaler i Aalborg, Herning, Kolding og Odense.” På baggrund af dataanalysen opstillede Langebæk tre scenarier: 1) Konsolidering af centrallageret i Brøndby, 2) Konsolidering af centrallageret i Randers, og 3) Opførelse af et nyt centrallager i trekantsområdet. I samarbejde med Langebæk beregnede Brødrene Dahl herefter konsekvenserne af scenarierne under forskellige forudsætninger.
Scenariet med centrallageret i Brøndby blev hurtigt sorteret fra. Det var ikke muligt at udvide lagerkapaciteten tilstrækkeligt. Derimod var scenariet i trekantsområdet på nogle punkter interessant. Det havde bl.a. de laveste distributionsomkostninger. Det endelig valg faldt dog på Randers ud fra en helhedsvurdering. Logistikoperationen i Randers var netop utroligt velfungerende og oplagt at bygge videre på.
Beslutningen om at konsolidere i Randers og afvikle aktiviteterne i Brøndby indebar også, at Brødrene Dahl skulle finde en eksisterende eller opføre en ny terminal til at dække Sjælland. Langebæk udarbejdede i samarbejde med Brødrene Dahl et beslutningsgrundlag, og det blev besluttet at opføre en ny terminal i Ringsted. Terminalerne får fremover en mere central rolle.
”I den nye logistikstruktur kommer terminalerne til at fungere som fremskudte lagre” fortæller Jesper Svendsen. ”Med udgangspunkt i Langebæks anbefalinger har vi besluttet at flytte nogle af de vanskeligt håndterbare produkter fra centrallageret ud til terminalerne, så den interne logistik på centrallageret og distributionen bliver endnu mere strømlinet.”
Brødrene Dahl gav grønt lys for projektet i januar 2006. I dag, mindre end ét år senere, er udvidelsen og indretningen af centrallageret i Randers på plads, og opførelsen af den nye terminal i Ringsted er påbegyndt. Implementeringen af den nye logistikstruktur skal efter planen være færdig i 2007.
”Vi forventer en pæn forbedring af rentabiliteten på driften, og på længere sigt bliver det også nemmere at videreudvikle og forbedre logistikstrukturen yderligere, nu vi har en entydig struktur med ét vareflow. Det vigtigste er dog, at den nye struktur er med til at øge kvaliteten af vores service over for kunden,” slutter Jesper Svendsen.
Samarbejdspartnere i over 15 år: Langebæk Logistik har rådgivet Brødrene Dahl om logistik i mere end 15 år. I 1990 blev Brødrene Dahl med opkøbet af konkurrenten S.C. Sørensen Danmarks største VVS-grossist. Dengang, som nu, var det Langebæk Logistik, der designede logistikstrukturen.
”Som grossist har vi et begrænset antal parametre, vi kan justere på. Værditilvæksten ligger i viden om, hvad kunderne efterspørger, samt evnen til at fremskaffe og levere det på den mest effektive måde. Hvis vi ikke kan, så er der andre, der vil. Derfor er logistikstrukturen afgørende for vores konkurrenceevne.” Direktør Jesper Svendsen, Brødrene Dahl.
20-06-2011
Alle nonfood-aktiviteter er nu samlet på én lokation i Odense. Centraliseringen har resulteret i mindre kompleksitet og større fleksibilitet., servicegraden er steget til 95% og arbejdspladserne er blevet mere ergonomisk indrettet.
14-06-2011
”De meget konkrete spørgsmål og input, Langebæk Logistik bidrog med under processen frem til indgåelsen af kontrakt med tredjepartsleverandøren, var afgørende for, at vi undgik ubehagelige overraskelser i forbindelse med outsourcingen.” Lise Terpager, finance director, Bacardi-Martini Danmark
08-06-2011
Tidligere i år indledte Rexholm et samarbejde med Langebæk Logistik, om indretningen af et nyt distributionscenter (greenfield) med ca. 10.000 kvm lagerplads på en ny erhvervet grund på ca. 46.000 m2 ved Holstebro.
23-06-2010
Bjarne Egedesø og Intercycle har taget konsekvensen af væksten og bygger nu nye, tidssvarende lokaler i Tietgenbyen. Det tilhørende lager bliver strømlinet med et væld af muligheder for at optimere opgaver, der før har været begrænsende og omkostningstunge.
21-06-2010
Man behøver ikke investere i nyt udstyr for at få en effektiv logistikfunktion. Hos Signal har en nyindretning i nye lokaliteter betydet en effektivitetsforøgelse på 30 procent – uden investering i teknologi og hardware.
18-11-2009
Coops nye høj- og lavlager i Odense er blevet til i et unikt samarbejde mellem Coop, Langebæk Logistik og Odense Erhvervspark A/S (OEP), hvor Coop lejer bygningerne af Odense Erhvervspark. Første udfordring var at få fod på den juridiske konstruktion. Odense Erhvervspark A/S ejer området og skal opføre et lager, som lever op til Coops krav og ønsker.
30-07-2009
Konkurrencen er benhård inden for kontorforsyninger selv for Lyreco der, med sin tilstedeværelse i 29 lande, er en af de førende i branchen. Produkterne er overvejende standardvarer med lav margin, som kunderne nemt kan erhverve fra en konkurren. Leveringsevne er således den væsentligste succesfaktor, og en effektiv logistikfunktion er af afgørende betydning.
27-07-2009
Roth Nordics nye hovedkontor, centrallager og distributionscenter i Frederikssund blev taget i brug i slutningen af 2007. Indflytningen var kulminationen på en langsigtet strategi, som virksomheden har fulgt siden 2002 med særligt fokus på salg, produktudvikling og logistik. Med det nye anlæg er Roth Nordic godt rustet til den videre udvikling af virksomheden.
27-07-2009
Inden EnergiMidt påbegyndte opførelsen af deres nye, mellemteknologiske lager i Silkeborg i januar 2008, var de vant til at opbevare kabeltromler, transformersystemer og andre varer til elforsyningen i garager, ledige depoter og udendørs telte. I dag er lagerkaos afløst af lagerkosmos - alt er nøje talt op, registreret digitalt og ligger pænt og ordentligt på sin specifikke palle- eller hyldeplads.
20-01-2007
Mellem 1999 og 2004 sprængte Bent Brandt adskillige gange virksomhedens fysiske rammer igennem organisk vækst. Virksomheden byggede ud og lejede til i den udstrækning, det kunne betale sig og konsoliderede så driften på en nyudstykket grund med helt nye faciliteter. Langebæk Logistik har fungeret som rådgiver under hele forløbet.
Langebæk Logistik A/S Gydevang 24 DK-3450 Allerød CVR 16583847 Telefon +45 44 95 55 55 info@langebaek.com